Forældrerådgivningen – gratis hjælp om det der optager dig

Som forælder opstår der ofte situationer, hvor man er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. Psykiatrifondens Forældrerådgivning sidder klar til at hjælpe dig på vej med det, der lige præcis udfordrer dig i dit forældreskab – stort som småt.

Forældrerådgivningen – der er anonym – er bemandet af en gruppe frivillige rådgivere, der er klædt på til at besvare spørgsmål om forældreskab og børns trivsel.

I Forældrerådgivningen har vi bl.a. hjulpet forældre med følgende spørgsmål

”Min søn, der er i puberteten, har altid været velfungerende – klarer sig fint i skolen og blandt venner. Men i den seneste tid, synes jeg, han er begyndt at bruge alt for meget tid bag skærmen (telefon, iPad, computer og fjernsyn) bl.a. på bekostning af lektierne. Han er også begyndt ikke at ville bruge sin tandbøjle m.m. Der har aldrig været konflikter med ham før, og jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal tackle det. Jeg har talt med ham om det, uden det har haft nogen effekt. Jeg har også overvejet, om jeg skulle give forbud, lave sanktioner eller lignende, men har brug for hjælp til, om der er noget, jeg overser.”

”Min kone og jeg er bange for, at vores 11-årige datter har en begyndende spiseforstyrrelse. Hun overspiser, spiser ikke ”normal” mad og er overvægtig. Vi har forsøgt at få hjælp – både fra kommunen og fra børnepsykiatrisk afdeling – men oplever, at de vurderer, at vores datter ikke er gammel nok, og at spiseforstyrrelsen ikke er alvorlig nok til, at de kan hjælpe. Vi har brug for nogen, der kan hjælpe os videre – hvad kan vi gøre”? 

”På en indkøbstur snuppede min søn noget slik og spiste det. Han viste ingen tegn på fortrydelse, da jeg konfronterede ham med, at det er forkert at stjæle. Hvordan kan jeg lære min søn, hvad der er forkert, og hvad skal jeg gøre, hvis han gør det igen?" 

 ”Min mand og jeg vil gerne vænne vores 4-årige datter af med sutten. Vi ved, at det bliver en hård kamp, og har derfor brug for nogle råd til, hvordan vi bedst griber det an.” 

”Min kone og jeg er i tvivl om, hvordan vi skal tackle vores teenagedatter, der har ADHD. På den ene side, er vi overbevist om, at hun har brug for faste rammer og strukturer, på den anden side ønsker vores datter, at vi giver lidt mere slip på hende nu, da hun er blevet teenager. Vi kan godt følge hendes behov, men mener ikke, det er til hendes bedste, hvis vi giver hende mere frihed – vi er bange for, at hun, pga. sin ADHD ikke vil kunne administrere den. Vi har brug for hjælp til, hvad vi skal gøre? Hvordan møder vi hende, så hun føler sig hørt og rummet samtidig med, at vi ikke giver afkald på det, vi mener, er bedst for hende”?



Følg os på facebook

Deltag i debatten med andre forældre.

Så kan du få gode råd om forældreskab – og høre om andre forældres erfaringer.